Om der vil opstå skimmelvækst i en konstruktion, eller hvad der er årsag til skimmelvækst, har altid været vanskeligt at vurdere og dokumentere. Men med et nyt beregningsværktøj kan vi nu gøre både vurdering og dokumentation meget bedre.
Typisk har vurderingen af risikoen for skimmelvækst været baseret alene på om den relative luftfugtighed kommer over 70%, uden at tage hensyn til hverken temperaturer, materialer eller tidsforløb. Og sidstnævnte har også meget stor betydning for, om der vil opstå skimmelvækst.
Vurderingen af om skimmelvækst f.eks. skyldes en vandskade eller andre tidligere forhold har også været baseret på en grov vurdering.
Til løsning af dette har vi baseret på finsk forskning opbygget en skimmelsimuleringsmodel til beregning af muligheden for skimmelvækst ud fra de relevante betingelser som fugtighed, temperatur, tid samt overfladens følsomhed over for skimmelvækst.
Input i modellen er oplysninger om materialer, samt fugt og temperatur over tid. Det er en dynamisk model, der kan tage hensyn til udsving i temperaturer og fugtighed.
Materialer kategoriseres i forskellige klasser afhængig af deres følsomhed i forhold til skimmelvækst.
Data om fugt og temperatur kan komme fra reelle data, f.eks. via indbyggede følere, de kan komme fra en beregning af fugtforholdene i en konstruktion ud fra historiske klimadata, eller de kan komme fra antagelser om fremtidige klima- og fugtdata for en konstruktion man påtænker at lave.
Til generering af data om fugt og temperaturer bruger vi meget ofte vores dynamiske fugt- og varmeberegningsværktøjer (Match, WUFI, HEAT og THERM), eventuelt kombineret med beregningsmodeller for ventilation og fugtbalancer.
Ud af skimmelsimuleringer får man information om på hvilke typer materialer der er risiko for skimmelvækst, og hvor kraftigt det kan forventes at blive. Den forventede skimmelvækst indekseres fra 0 til 6, spændende fra ingen vækst, til 100% dækning af overfladen med synlig vækst.
Med skimmelsimulering kan vi hjælpe med at forebygge at man bygger noget, der er dømt til at blive ramt af skimmelvækst, vi kan sige om der kan være ved at komme skimmelvækst i en konstruktion man har fugtovervågning i, eller vi kan svare på, om der f.eks. antagelig har været skimmelvækst i en krybekælder før en aktuel vandskade.